Om Balderus


På Balderus værkstedet har vi mange års erfaring med renovering af danske møbelklassikere. Vores dygtige medarbejdere er faglærte og specialister inden for hver deres område, så vi kan tage hånd om hele processen. Både når det gælder renovering/reparation af træ- og fletværk og møbelpolstring.

Værkstedet betjener sig af en blanding af moderne hjælpemidler og godt gammelt håndværk som møbelpolstring og stoleflet i forskellige mønstre og materialer. For os handler godt håndværk om omhu, og vi sætter en ære i at levere kvalitetsarbejde.

 

Historie


Balderus er etableret af Bent Knudsen i 1984, mens han læser på Aarhus Universitet. Aarhus Universitet har på det tidspunkt mange J39-stole, som trænger til en kærlig hånd. På samme tid arbejder Bent Knudsens far på Tarm stolefabrik, hvor han fletter stolesæder. Kombinationen af disse to forhold blev til en forretningsidé og startskuddet til virksomheden. 

Virksomhedens navn er inspireret af, at Bent Knudsens hund hed Balder og at han læste latin på universitetet. Ved at kombinere hundens navn med en typisk latinsk endelse (-us) kom virksomheden til at hedde Balderus!

I 1987 overtager Leif Mortensen virksomheden. Han har arbejdet på værkstedet i to år, og virksomheden begynder at vokse. I 1992 ansætter han Knud Silkjær til at flette på deltid.

Leif og Knud har et godt samarbejde, og i 2005 overtager Knud forretningen. Leif fortsætter som medarbejder sammen med Børge Espensen, som har flettet på værkstedet siden 1992. På den måde bliver der skiftet kasketter samtidig med, at erfaringen bliver bibeholdt i virksomheden.
Senere kommer Konni til. Hun mestrer den smukke teknik fransk flet i hånden.

I 2016 kommer Kris og James til. De tilføjer kompetencer som møbelsnedker og møbelkonservator.

August 2017 flytter værkstedet til Over Hadstenvej 26. Med større lokaler kan der udvides med nye maskiner til snedkerværkstedet og drømmen om at udvide med møbelpolstring bliver til virkelighed i 2018 da Tina bliver ansat som møbelpolstrer.

Yderligere udvidelse af flokken bliver med Torben, møbelsnedker, i 2019 og Torben, møbelpolstrer i 2020.

Der er siden 2017 løbende blevet udvidet med lokaler der kan rumme hele værkstedet og senest udvidet med showroom og reception, hvor Esther nu er returneret til, klar til at tage imod kunder.

At flette stolesæder er et gammelt håndværk, som kan spores mindst 200 år tilbage i tiden. På landet sidder man ikke med hænderne i skødet, og i de lange vinteraftener bliver der syslet med håndarbejde – herunder fremstilling af snore lavet af halm – de såkaldte halmsimer. Disse simer bliver bl.a. brugt til at fastgøre stråene, når der bliver lagt stråtag på husene, og derudover bliver de anvendt til fremstilling af stolesæder.
Senere begynder man at bruge andre materialer til stolesæder. Bl.a. søgræs. Søgræs giver et større farvespil, men har stadig et rustikt udseende ligesom halm.

Under 2. verdenskrig er det vanskeligt at få fat på søgræs, og derfor begynder man at eksperimentere med papir. Det viser sig, at papir er langt nemmere at håndtere, og det giver et mere ensartet udseende. Materialet er med andre ord fremragende. Møbelarkitekter begynder derfor at tænke papirsnoren ind i deres stoledesign.

I dag fremstilles papirsnor i flere udgaver. Den usnørede snor efterlader et raffineret og stilrent indtryk, som f.eks. i H. J. Wegners Y-stol og påfuglestolen.

To andre, kendte stoleklassikere – Børge Mogensens legendariske FDB-stol og Kåre Klints kirkestol – er flettede med den tykkere, snørede snor. Det giver stolen et mere robust og rustikt udseende.

Med industrialiseringen af flettede sæder med papirsnor blev der efterhånden grundlag for at disse sæder skulle udskiftes pga. slitage og her begynder Balderus’ historie.

Kompromisløs kvalitet og respektfuld håndtering af hvert eneste møbel er kerneværdier på Balderus. Herudover sætter vi en ære i at levere til aftalt tid. 

Vi lever af tilfredse kunder.

Få et tilbud

Møbelpolstring, stoleflet eller reparation

RING, SKRIV ELLER KIG FORBI

Du er meget velkommen til at sende os en mail for et tilbud på møbelpolstring, stoleflet eller reparation. Udfyld alle informationer i formularen, da vi på den måde har nemmere ved at præcisere dit tilbud.

Dit navn (skal udfyldes) *
Dit telefonnummer (skal udfyldes) *
Stolemodel (Giv os gerne stolemodellen, hvis du kender den)
Din besked *
Hvad er 1 + 1? Skriv venligst dit svar med bogstaver *
Send gerne et billede med af stolen (maks. filstørrelse 1MB)